Melodi: Med store undrende øjne (Erik Sommer)
1. Der går en herre i byens gader,
han kontrollerer og måler op.
Så fin i kejserens nye klæder
han går og svinger sin målestok.
Han sætter grænser og dirigerer,
så alle følger hans lige vej.
Han tegner streger og definerer,
hvad der nu bedst kan betale sig.
2. Når andre gerne vil postulere,
at alle mennesker har værdi,
så vil han smilende indplacere
dem på en skala fra 1 til 10.
Han får os puttet i hver sin kasse
med hver sit nummer og stempel på.
Hans mål er nået, nu kan vi passe
i det system, han kan bedst forstå.
3. I skolestuen skal børn bedømmes,
så der kan lægges et fundament.
Jo før, man starter med at belønne,
jo før kan alle få som fortjent.
Og de skal lære det før end siden,
at regler indrammer livets spil.
Det nytter ikke at spilde tiden.
Vi har bestemt, hvad du kan og vil.
4. Han håner modstand og argumenter
fra os, der drømmer om mere luft.
Fra gamle dage vi minder henter
om ting, der strider mod hans fornuft.
“Men hvorfor lege, når man kan eje,
og hvorfor al denne nostalgi?
Kom med ad kejserens lige veje,
det er der masser af mening i.”
5. En dag vil manden omsider møde
en frihedskæmper med barnets magt.
Et barn, der leger i gader øde
vil møde manden i kejserdragt.
Og drengen griner af kejsermanden:
“Du har jo slet ingen klædning på.
Din vej er slut, lad os gå en anden,
for der er noget, du må forstå:
6. Den dybe sandhed, du ej kan tåle,
er ganske enkel, så hør den nu:
at hvad vi er, kan man aldrig måle,
og hvert forsøg slår os kun itu.
For vi er mere end karakterer,
så meget mere, end det vi kan.
Og nu vil vi ikke måles mere,
men leve frit i enhver forstand.
Tekst: Kurt Kleon Jeppesen
Melodi: Erik Sommer
Sangen er en opfordring til modstand mod den tidsånd, der beregner vores værdi efter, hvad vi kan.
Det er livsødelæggende og katastrofalt, især når børn og unge mødes af sådan en tankegang.
Så syng med og stå imod …