Melodi: Du gav mig, o Herre
1. Nu blander du farver i blade og sind,
nuancer, vi ej vidste, fandtes.
Nu taler du til os med efterårsvind
om minder og toner og ord, der når ind
om kærlighed, ingen kan standse.
Nu farver du smukt
hver dag, der blev brugt,
med farver, kun hjertet kan sanse.
2. Nu fylder du os med taknemmelighed
for ansigter, hjerter og stemmer
for minder, vi gemmer derinde et sted,
for kærlighed, Herre og alt, vi fik med,
den gave, vi langsomt fornemmer.
At livet er vort
At livet er stort
At solen står op i november.
3. Når dagene kortes og mørket tar fat,
og regnen den pisker mod ruden.
Når modgangen hvisker, at nu er det nat,
at vi må gi’ slip på vor dyreste skat
og lære at leve foruden.
Da er du os nær
vi mærker dig her
som håb, der krøb ind under huden.
4. For stormen kan rase og riger forgå
og alting kan voldsomt forandres
Og skæbnen kan rive og piske og slå
så vi bliver mindre og føler os små
og helt vender ryggen til andre
Når alt, hvad blev skabt
kan føles fortabt,
Da lover du med os at vandre.
5. Og solen står op på en efterårsdag,
og maler med toner så røde.
Den fylder med farve de inderste lag
og tænder et håb i enhver, der er svag
et håb, der kan opstå af døde.
Og livet er vort,
og før vi går bort,
skal bankende hjerter end gløde.
Tekst: Kurt Kleon Jeppesen, 2018