Jeg savner indimellem en lejlighed til at skrive. At sætte ord sammen og formulere tanker ud til verden, er noget af det bedste, jeg ved. Måske ville det være godt at have sin egen blog, så jeg bare kunne skrive løs, når jeg fik lyst. Måske er dette det første indlæg.
Ord kan meget. Man kan bruge dem som kommunikation, meddelelse, interaktion med medmennesker. Man kan også bruge dem mere indadvendt, som en slags meditation. Det gode ved at dele ord og tanker med andre, er at vi der, midt i spejlingerne, opdager at vi ikke er alene.
Det må ikke blive privat, en blog er ikke en dagbog. Ikke fordi, der ikke er noget privat, andre kan spejle sig i, men fordi private betroelser, automatisk ville foregive at være det hele billede. Og det ville det aldrig blive. Og så ville bloggen her blive endnu en facade, endnu et falsk udsagn, endnu en illusion.
I stedet skal den være autentisk. Så det jeg skriver kan være alt det, det giver sig ud for at være. Det må gerne være personligt, og det skal altid være vigtigt. Det er ikke tidsfordriv. Det er liv, der bliver delt. Med alle, der vil læse.
Jeg aner ikke, hvor ofte jeg vil skrive. Eller om hvad. Jeg ved ikke noget om, hvor mange, der vil læse med. Eller hvem. Det er heller ikke afgørende. Det er i stedet afgørende, at ordene ikke bliver pligt eller præstation, men bare ord, der må ud i verden.
God fornøjelse