Der er intet som helst specielt ved denne fredag. Ikke andet, end at vi er stået op. At vi er. At vi må.
Det er jo egentlig ikke noget særligt, men netop det er det særlige. At en helt almindelig dag kan opdages som en gave, man hverken kan eller skal gøre sig fortjent til. For vi fortjener ingenting af det her. Solen. Morgenen. Mulighederne. Medmenneskene. Vi har ikke fået noget som helst af det, fordi vi har fortjent det. Tænk engang, hvis det var os, det kom an på. Hvis medmennesker, morgener og muligheder kun blev tildelt dem, der havde gjort noget for at få det. Det ville være et mareridt af en tilværelse.
Det helt usædvanlige ved den her fredag er, at den er fuldstændig almindelig.
Og at dette almindelige kan virke så overvældende. På en helt almindelig dag.
Det skal da fejres. Fredagen skal være en fest. Jeg tror, jeg inviterer verden indenfor i min glæde. Prøver at gøre dagen til noget usædvanligt, noget helt almindeligt, noget at glædes over for de andre, nu hvor jeg har fået den selv. Glæden. Dagen. Muligheden.
Tak.