Måske kan man ikke rangliste gode bøger, for der er jo en del af ens kærlighed til en bog, der helt afhænger af, hvor man selv er i livet. Men en af de bøger, der igen og igen har ramt mig så stærkt, er Fredrik Backmans debutroman om En mand der hedder Ove. Det er efter min mening en helt formidabel bog, der evner at forene humor med stor indsigt i menneskelige relationer og psykologi – og så er det en gribende fortælling, som i hvert fald greb og griber mig. Igen og igen.
Det er indtil videre den eneste bog, jeg nogensinde er begyndt forfra på, i samme sekund, jeg var færdig med den. Jeg måtte opleve det igen – og få øje på alt det undervejs, der blev synligt, når man kendte hele historien. Og som jeg plejer at sige, når nogle spørger, hvad det er for en bog: “Det er en hysterisk morsom roman om en mand, der forsøger at begå selvmord. De sidste 4 kapitler græd jeg uafbrudt.” Det siger lidt om alsidigheden i Backmans kunnen som forfatter, og alsidigheden kendetegner også persongalleriet, hvor alverdens skæve eksistenser ramler sammen i samme roman.
Det ekstraordinære ved romanen er de underliggende temaer. Bogen handler i høj grad om kærlighed. Og om sorg. Og om, hvordan kærligheden til et andet menneske kan være så meget større end kærligheden til tilværelsen – så man faktisk ikke kan leve videre uden det menneske, når hun dør. Og hvad gør man så? Og hvad gør man som de pårørende, der står hjælpeløse ved siden af det menneske, der på den måde er druknet i sorgen? Bogens svar er: Når mennesker i deres sorg sætter “vil-ikke-forstyrres-skilte” op over det hele, så forstyr dem i tide og utide. Når mennesker føler, der ikke længere er brug for dem i verden, så hav brug for dem i tide og utide. Når mennesker ikke længere magter at være i verden, så skænk dem en verden, de ikke kan undværes i, en verden de kan få luft i, en verden, der kommer dem ved og aldrig lader dem alene.
Jeg har brugt bogen i mange sammenhænge, holdt rigtig mange foredrag eller fortælletimer om den bog. Stadig er der passager, jeg har svært ved at læse højt for klumpen i halsen. Ukueligheden og viljen til at sætte sig selv til side for den, man elsker, er så utroligt gribende. Kærligheden er så stor. Smerten har samme størrelse som den kærlighed, der udløser den. Men sorg lader sig forstyrre. Og livet har mere at give til de mest håbløse og gudsforladte eksistenser. Manden, der hedder Ove er ustyrligt irriterende på overfladen. Men jeg regner ham for en af mine nærmeste venner, og jeg holder uendeligt meget af ham.
Læs bogen. Se filmen. Og vov dig så ud i verden og hav brug for de andre. Det gør livet meningsfuldt.