Det sker med jævne mellemrum, at en eller anden af de kloge – eller bare en eller anden af de kendte – sukker over, hvor dumt det er, at vi er blevet så afhængige af de der mobiltelefoner. Så kommer der et surt opstød eller en løftet pegefinger eller en ironisk kommentar om, hvordan nærværet er forsvundet, hvordan fællesskaberne er blevet ødelagt, og hvordan telefonen har ødelagt alting. Oftest er indlæggene sikkert ironisk nok skrevet fra enten en telefon eller en bærbar pc, som jo næsten er det samme, bare med tastatur.
Jeg er egentlig ganske enig med mange af disse betragtninger, der kommer frem i den slags opstød, men måske skulle vi grave lidt dybere end til den dårlige samvittigheds motivation for at lade telefonen ligge. For dårlig samvittighed er bare en elendig motivation. Måske skulle vi i stedet forsøge at overveje, hvad telefonen er udtryk for. For mon ikke det menneskesyn – og dermed det syn på os selv – som både er mobiltelefonens bagved liggende årsag og det, der har gjort den så nødvendig for os – er et mere interessant perspektiv at anlægge på sagen.
Det er vistnok ikke en del af Maslows behovspyramide, men så vidt jeg kan se er behovet for at være nødvendig et ganske grundlæggende menneskeligt behov – og en afgørende drivkraft for mange af vore valg. Vi har brug for, at der er brug for os. Jo mere, der er brug for os, jo vigtigere er vi. Og i den moderne tidsalder gælder det desværre også – at jo mere er vi værd.
Det var derfor, der i Time Management årtierne var en kæmpemæssig prestige i at have en fyldt kalender. Det var noget, man pralede med. “Se hvor travlt jeg har” var det samme som at sige “Se, hvor vigtig og dermed værdifuld, jeg er”. Det affødte en naturlig modreaktion, fordi mennesker blev stressede af det, så fast food blev kontrasteret af slow food i velhavende kredse. Man begyndte at tale om Simple Living, og der blev prestige i at kunne tilrettelægge sin egen tilværelse. Man kunne også have håbet, at fællesskaber kunne opstå som modreaktioner, men det blev ved interesse- og holdnings-fællesskaber, som i stedet for at være skænkede er menneskeskabte og menneskevalgte. Vi er sammen, fordi vi vil – og kun så længe vi vil. Når vi har lyst. Den slags fællesskaber kan ikke bære mennesker, højst give dem oplevelser af at være værdifulde i øjeblikket. Når man kommer hjem, er man lige alene – og kan så let komme i tvivl om sin værdi. Ensomheden har været voksende i årtier. Det er ikke telefonernes skyld, men vores egen. Vi vil selv, og så må vi selv – og den der ikke vil bindes i et livsnødvendigt fællesskab, forbliver forbandet fri.
Der hvor telefonerne kommer ind i billedet, er så vidt jeg kan se, at det blev den perfekte løsning for det menneske, der gerne vil føle sig vigtig og nødvendig, men samtidig være fri for forpligtende fællesskab. Godt hjulpet af de såkaldt sociale mediers udbredelse, har vi skabt os en verden, hvor vi kan være sammen hver for sig. Hvor vi kan føle os vigtige gennem likes og andre uforpligtende interaktioner. Hvor vi kan sige vores mening i det offentlige rum uden selv at være en del af det rum – og derfor uden at mærke konsekvenserne af, hvad det gør ved vores relationer. Vi er blevet frie i den yderste konsekvens – og når vi ikke kan holde det ud, giver vi de tekniske hjælpemidler skylden. Det er også telefonernes og de sociale mediers skyld, siger vi. Men ansvaret er vort eget. Også dit og mit.
Jeg hørte Michael Berthelsen sige, at det der er særligt ved telefonen er, at den rummer det hele. Kommunikationen med dine nærmeste, arbejdslivet, nyhederne, fritidsinteresserne, samtlige dine relationer, dit image udadtil, afslapningen og underholdningen. Det hele er blandet sammen på telefonen. Derfor bliver det hele også blandet sammen i dit hoved. Når begrebet kvalitetstid (som klart må være noget et menneske har fundet på, så ironisk og absurd er det) er blevet så populært, skyldes det nok, at vi mærker behovet for at tænke på én ting ad gangen. Vi har – uanset hvor engagererede vi er i vort arbejde – brug for at holde fri. Vi har – uanset hvor glade vi er for vores familie – brug for tid til os selv. Vi har brug for at tænke på én ting ad gangen, vi har brug for tiden til fordybelse, eftertanke, stilhed, for vi mærker alt for tydeligt, hvordan vi er ved at drukne i både larm og tanker. Det ødelægger menneskers liv, at de ikke får lov at slappe af et sekund – uden samtidig at skulle tænke over, hvordan andre opfatter dem. Og efterhånden er vi alle i den situation.
Problemet er, at vi har lagt hele vort sammensurium af en tilværelse ind i den der telefon. Når vi så ikke formår at skille tingene ad og koncentrere os om det, vi er ved lige nu, så får telefonen igen skylden. Men ansvaret er vort eget. Og vi holder ikke op med at have problemet, bare ved at forbyde telefonen. Vi må se os selv i spejlet og øve os i nærværet. Fordybe os i én ting ad gangen. Forære os selv en nærværende samtale med ét andet menneske – uden forstyrrelser. Skænke os selv fællesskaber, hvor intet er vigtigere end det – fordi de andre er vigtigere end os.
Når vi kort sagt får tilfredsstillet vort behov for at være vigtige ved at blande hele sammensuriet sammen og stå til rådighed for hele verden hvert eneste sekund af vores tilværelse, så er det nærværet og koncentrationen, der betaler prisen. Det er ikke effektivt at blande arbejde og fritid sammen. Det ødelægger arbejds-koncentrationen, og det ødelægger familielivet. Og vi gør det kun for at føle os vigtige.
Så jeg har en idé.
Hvad nu hvis vi holdt op med at sætte lighedstegn mellem vigtighed og værdi?
Hvad nu hvis vi definerede – eller lod os definere – som værdifulde i os selv?
Og hvad nu, hvis vi forstod, at vi er mest værdifulde for andre, hvis de må få hele vores opmærksomhed. Hvis de må få 100% af vores pakke i stedet for at nøjes med 20%. Hvad ville vi vinde ved det?
Ville vi kunne lære vores børn, at de fortjener hele vores opmærksomhed og kærlighed uden at skulle gøre sig fortjent til den?
Ville vi kunne genopdage glæden ved fællesskabet i den rene form – hvor vi er sammen for hinandens skyld i stedet for bare at hente, hvad vi lige har brug for og lyst til?
Ville vi kunne genopbygge sammenhængskraften og blive medmennesker i stedet for konkurrenter?
Og ville vi i sidste ende opdage, at livet bliver større, hvis alt ikke handler om os selv?
Det er selvfølgelig ikke noget, jeg ved noget om. Men det er da en tanke værd.